
Publikationer udgivet af Statens Forsvarshistoriske Museum.
» Forsvarshistoriske Skrifter
Publikationerne kan købes i Tøjhusmuseets og Orlogsmuseets kiosk, eller de kan bestilles gennem den lokale boghandler eller direkte på museet gennem: thm@thm.dk
NY BOG OM EN AF DANMARKS SØHELTE
Søren Norby – en handlingens mand på Christian 2.´s tid.
Udkommer den 29. januar 2010.
Forfatteren er tidligere biblioteksleder Niels H. Kragh-Nielsen, der gennem en årrække har interesseret sig for Søren Norby. Bogen er den første større danske fremstilling om hr. Sørens spændende liv og levned.
Søren Norby er en fantastisk skikkelse – et rigtigt renæssancemenneske, der mestrede mange ting som kriger, embedsmand og politiker.
Vi kender ikke hans fødselsdato, men han blev født mellem 1475 og 1480 og han døde i 1530. Få mennesker har oplevet, hvad Søren Norby kom ud for. Som ung adelsmand blev han knyttet til hoffet og under kong Christian2 er han lensmand og kriger. Han kæmper for kongens sag overalt i Norden.
Efter Christian 2. forlader Danmark handler Søren Norby i 1520´erne på egen hånd og fra sin base på Gotland bedriver han kapervirksomhed. Men over for en alliance mellem kong Frederik 1., kong Gustav af Sverige og lybækkerne må Søren Norby forlade Norden. Efter ophold i Rusland og Nederlandene ender han i kejser Karl 5.s tjeneste og dør under belejringen af Firenze. Han begraves i et kloster uden for byen.
For Søren Norby var troskab og redelighed centrale begreber. Andre betragtede ham som en ilter og opfarende mand – stridbar og besværlig ind i mellem.
I den danske flåde er der tradition for at navngive skibe efter berømte søofficerer, og da flåden i 1970´erne byggede en serie torpedomissilbåde blev en af disse døbt Norby. Siden 2004 har hver ny årgang af søværnets kadetaspiranter fået navn efter berømte søkrigere, i 2008 Søren Norby.
Bogen om Søren Norby udgives i forbindelse med markeringen af flådens 500-års jubilæum i 2010.
Den er på 304 sider, rigt illustreret, bl.a. I farver. ISBN 978-87-89022-62-9. Vejl. pris kr. 268,-

Postadresse: Frederiksholms Kanal 29 · 1220 Kbh. K · Tel: 33 11 60 37 · Fax: 33 93 71 52 · EAN-nr.: 5 798 000 793 583
thm@thm.dk · © Statens Forsvarshistoriske Museum · Sidst opdateret 21.01.2010