Karl Gustavkrigene 1657-1660

En af den danske flådes naturlige opgaver i krig var at hindre fjenden i at landsætte tropper på øerne. I krigen mod Sverige i 1657 blev en flådeafdeling sendt til Danzig for at forpurre en forventet svensk troppeoverførsel til Danmark. Den svenske konge, Karl X Gustav, lod i stedet sin hær marchere mod vest og invadere Jylland, medens de to landes flåder holdt hinanden i skak i den sydlige del af Østersøen. En streng vinter i begyndelsen af 1658 med islægning af bælterne gjorde det muligt for den dristige svenske konge at lade sin hær marchere over de tilfrosne vande og på rekordtid stå på Sjælland med 7.000 mand. I den situation var flåden helt sat ud af spil.
En hårdt presset, dansk regering blev tvunget til at indgå en betingelsesløs fred i Roskilde, hvor Danmark mistede Skåne, Halland og Blekinge samt Bornholm, og Norge måtte afstå Bohus len og Trondheim len. Sverige fik tillige fuld toldfrihed i Sundet, og Danmark påtog sig at forbyde fremmede flåders passage, hvilket i praksis var uden realitet. Et lyspunkt i isvinteren i 1658 var kaptajn Peter Jensen Bredal, der med 4 orlogsskibe skulle ligge i Storebælt og hindre en svensk overgang til Sjælland. Han frøs inde ved Nyborg, men det lykkedes ham at forsvare sig så længe mod svenskernes kanonild fra land, at han holdt ud til der blev åbent vand igen og han kunne sejle hjem til København. Den ualmindelige hårde fred i Roskilde fik stormagterne England, Frankrig og Holland til at ængstes for de svenske erobringsplaner, og frygten for at Karl X Gustav skulle blive den nye herre på begge sider af Øresund, fik dem til at skifte side til Danmarks fordel. For dem gjaldt det først og fremmest om at sikre den vigtige Østersøhandel, hvor fri passage for dem gennem Sundet var en forudsætning.
1658 var et for Danmark dramatisk år. En stor svensk flåde beherskede Østersøen, medens den danske på grund af pengemangel ikke var blevet udrustet. Den svenske hær havde efter fredsslutningen rømmet Sjælland, men holdt stadig Jylland og Fyn besat. I Kiel fik Karl X Gustav i løbet af sommermånederne samlet en ny hær under påskud af at ville gøre invasion i Preussen. Krigslisten lykkedes og den svenske flåde landsatte uventet atter en hær på ca. 10.000 mand ved Korsør den 8. august. Samtidig blokerede 12 svenske orlogsskibe København fra søsiden, og efter et par dages forløb var København en belejret by. Efter en tids belejring overgav også Kronborg sig. Landet var i dyb krise med konge, regering og flåde indesluttet i København, truet af total udslettelse.
Nyheden om den uventede svenske invasion nåede snart til Holland, hvor man anså en evt. udslettelse af Danmark som en alvorlig trussel mod sine handelsinteresser i Østersøområdet. Så hurtigt som muligt blev der givet ordre til udrustning af en hjælpeflåde, der kunne afsejle til undsætning af Danmark. Den bestod af 38 orlogsskibe og 6 handelsskibe med tropper, proviant og ammunition.
Den 29. oktober 1658 blæste en frisk nordlig vind og hollænderne, under ledelse af admiral Jacob Wassenaer Obdam, kunne stå ind i Sundet og sejle forbi det svensk besatte Kronborg ved at holde sig i midten udenfor skudafstand fra begge sider. Syd for Helsingør stødte man sammen med den svenske hovedflåde på 44 orlogsskibe under ledelse af admiral K.G. Wrangel.
Efter 5-6 timers hård kamp, hvor hollænderne mistede 1 skib og svenskerne 4, lykkedes det admiral Obdam at kæmpe sig igennem til København. Det hører til skæbnens ironi, at den danske flådeafdeling på 6 skibe, der var kommanderet til at hjælpe hollænderne, blev hindret i at nå frem af den samme friske nordenvind, der førte hollænderne ned gennem Sundet. De danske skibe var nået op til Hven og kunne derfra ledsage hollænderne til København.
Slaget i Øresund den 29. oktober 1658 mellem den hollandske og svenske flåde var i lige så høj grad slaget om Danmark. Hollænderne bragte forsyninger og tropper frem til det betrængte København og åbnede byen mod søsiden. Den bragte dermed også fornyet håb og modstandsvilje til befolkningen.

Slaget i Øresund den 29. oktober 1658. Tegning af Willem van der Velde d.æ. Svenskerne fortsatte trods modgangen belejringen af København. Den 11. februar 1659 modstod forsvaret af byen en svensk hovedstorm, hvilket blev vendepunktet for Karl X Gustavs danske felttog. Landet holdtes stadig besat af svenskerne, medens man indledte fredsforhandlinger under stærkt pres fra England, Frankrig og Holland. For at sætte yderligere pres på forhandlingerne ankom en ny hollandsk flåde den 1. juni til Store Bælt under den berømte admiral Adrian de Ruyter, og senere ankom også en engelsk flåde. De svenske tropper på Sjælland og Lolland-Falster var således afskåret fra Jylland og Fyn, og i november blev der landsat danske og allierede tropper på Fyn, som belejrede de derværende svenskere.
Karl X Gustav måtte blive på Sjælland uden mulighed for at bistå sine tropper på Fyn. Den, der beherskede havet, havde initiativet, og selv om den danske flåde kun havde spillet en marginal rolle i denne krig, måtte man sande, at Danmarks forsvar i høj grad afhang af en stærk flåde. Den 12. februar 1660 døde pludselig Karl X Gustav. Fredsforhandlingerne blev dog først afsluttet i København den 29. maj 1660. Resultatet var en stadfæstning af Roskildefreden, men Bornholm og Trondheim len blev tilbagegivet.