Den lange fredsperiode 1720-1800

Den store nordiske Krig havde slidt på flåden og drænet statskassen, således at der forestod en lang opbygningsperiode. En forbedring allerede i krigens sidste år var en reorganisering af flådens øverste styring, hvor bl.a. marinens penge blev adskilt fra hærens. På denne tid bestod marinens faste personel af 200 officerer og 4700 underofficerer og faste menige. Krigen havde de sidste år haft karakter af et internt opgør mellem Danmark-Norge og Sverige, og der var ikke længere så mange hollandske officerer som i Skånske Krig. En nationalisering af personellet var hensigten, og i 1732 kom der bestemmelser om, at ingen udenlandsk borger måtte hverves til marinen.
I den 80 år lange fredsperiode udrustedes flåden sjældent i sin helhed. Traktatmæssige forpligtelser om gensidig hjælp blev dog overholdt. F.eks. opererede en dansk eskadre sammen med en engelsk flåde i 1726-27 for at holde den store og offensive russiske flåde i skak.
Kong Frederik V afløstes i 1730 af Christian VI, og fem år senere kom den 30-årige Frederik greve Danneskiold-Samsøe til tops i flådens administration. Han var uddannet i fysik, mekanik og konstruktion og var oprindeligt ikke søofficer. Hans visioner og energi gav imidlertid kraft til flådens fornyelse, og i 1735 blev Danneskiold udnævnt til Intendant de Marine, flådens øverste chef.
Hans utrættelige virksomhed resulterede i mange fornyelser, der fik varig betydning. Til de vigtigste hørte bygningen af tørdokken på Christianshavn 1739, oprettelsen af Søartilleriet, der udskiltes fra fællesskabet med hæren samt opførelsen af Søartilleriets bygninger. Af de mindre arbejder kan nævnes uddybning af havnen, regulering af flådens leje, opfyldning af Nyholm og opmåling af farvandene samt nyordning af søindrulleringen og eksamination af søofficerer.
I den evig diskussion om udvikling af velegnede skibstyper deltog Danneskiold ivrigt. Den af Judichaer udviklede skibstype, der havde prioriteret artilleriets rolle, var blevet ændret af Knud Nielsen Benstrup, der med skarpe skrogformer satte sejlegenskaberne højest. Danneskiold fik udmanøvreret den dygtige Benstrup og istedet insat skibsbyggere som Rasmus Krag og franskmanden Barbé, der modererede de to yderstandpunkter.



Orlogsmuseets samlinger indeholder en del modeller af maskiner og tekniske indretninger fra flådens værfter. Her ses en model af Mastekranen på Nyholm, der blev bygget i 1749 under Frederik Vs regeringstid.

De fredelige år betød, at flådens virkefelt indskrænkede sig til at holde vagtskibe i Sundet og Store Bælt, samt at foretage øvelsestogter med kadetter og prøvetogter med nybyggede skibe. Endelig var ekspeditioner til Island og Grønland samt de oversøiske kolonier en del af virksomheden.
De dansk vestindiske øer Sct. Jan og Sct. Thomas var blevet erhvervet i 1600-tallets senere del, og den frugtbare Sct. Croix blev købt af Frankrig i 1733. Der fandtes således rig lejlighed for flådens officerer til at få søerfaring med skibe fra Det vestindiske Kompagni og Asiatisk Kompagni. Endelig kunne en del søofficerer gøre tjeneste i de franske og hollandske flåder.
1746 var et skæringspunkt i flådens udvikling. En ny konge, Frederik V, kom på tronen, og som enevoldskonge kunne han udskifte embedsmænd, som mishagede ham. For flåden betød det, at Danneskiold-Samsøe blev afskediget. Ved planmæssigt arbejde og stor energi var flåden i 1746 nået op på et antal af 29 orlogsskibe, 13 fregatter og 34 mindre skibe. Sammenlagt var der 2580 kanoner ombord, og personellet bestod på papiret af 19.103 mand.
Ved 1700-tallets midte diskuterede man i flådens ledelse en forbedring af skibstypen galej. Det lette skib, der kunne roes frem i smalle sunde og skærgårde havde sine fordele, særligt når det også gjaldt om at føre mandskab frem f.eks. i et raid mod kysten. Russerne havde ført en fremgangsrig søkrig mod Sverige, som medførte, at også svenskerne var begyndt at bygge galejer. Fra dansk side indså man galejernes store fordele i skærgårdene, og et galejværft blev opført ved Frederiksværn ved byen Stavern i Norge. Også en galejhavn i Nivå blev anlagt, men atter opgivet. Galejerne krævede store besætninger og derfor også en udviddelse af søofficerskorpset og fik i Danmark aldrig den store betydning. Som skibstype forsvandt den i slutningen af 1700-tallet, men roning, som en væsentligt fremdrivningsmåde, levede videre i rokanonbådene, der fik deres glansperiode efter 1807.
En vigtig opgave for flåden blev efterhånden kovojering. Da søhandelen steg og faren for overgreb i Middelhavet og ud for Afrikas kyst blev hyppigere, måtte flåden sætte konvojfartøjer ind for at beskytte handelsflåden mod sørøveri. Det var især de nordafrikanske barbareskstater, der havde sat sørøveriet i system og givet det et officielt præg. Man måtte betale tribut til fyrsterne i Algier, Tunis og Marokko for at frede det danske flag. Når fordringerne blev for store, skred man ind med våbenmagt, f.eks. i 1770, hvor schoutbynacht Frederik Christian Kaas med 4 orlogsskibe, 2 fregatter og 4 mindre skibe sejlede til Algier og bombarderede byen, dog uden større held. Det mest vellykkede togt foretoges i 1797 af kaptajn Steen Bille på fregatten Najaden og 2 mindre skibe, der sejlede til Tripolis. Efter en dramatisk kamp mod korsarernes skibe kunne Bille indgå et forlig og få danske fanger frikøbt.



Skildring af episoden ved Tripolis i 1797.

I 1762 kom Czar Peter III på tronen i Rusland. Han nedstammede fra Gottorp og var derfor svoren fjende af Danmark. Han lod derfor en russisk hær rykke frem mod Holsten og tvang derved Frederik V til mobilisering. For flådens vedkommende betød det, at 14 orlogsskibe og 8 fregatter blev udrustet og sendt ind i Østersøen. Til alt held gik krisen i sig selv, da Czar Peter III blev styrtet samme år.
I 1766 kom Christian VII til magten, hvilket bl.a. medførte at Danneskiold-Samsøe blev taget til nåde og genindtrådte i flådens ledelse. Han udnævntes til Superintendent, men nåede dog kun at reorganisere administrationen, inden han atter blev afskediget i 1767.
De følgende års udvikling var præget af en ustabil statsmagt under den sindsyge Christian VII, en udvikling, som også afspejlede sig i flåden, der havde en svag ledelse med skiftende chefer.
Skibsbyggeriet i flåden blev dygtigt varetaget af fabrikmester Friderich Michael Krabbe fra 1758-72, som efterfulgtes af Henrik Gerner, der regnes for den dygtigste skibsbygmester flåden har fostret.
I perioden blev vigtige bestemmelser om skibenes vedligeholdelse fastsat, bl.a. blev det i 1767 fastslået, at ethvert skib skulle gennemgås grundigt, når det havde nået en alder af 26 år, hvorefter det skulle bestemmes, om det var tjenligt til at indtage sin plads i linien, indtil det nåede 30-års alderen. Derefter måtte intet nyt anskaffes til det. Den absolut højeste alder for et skib skulle være 34 år.



Flådens store bygmester Henrik Gerner 1742-1787 arbejdede med utrættelig energi på flådens forbedring. Efter studierejser i England og Frankrig blev han udnævnt til fabrikmester på Holmen i 1772. Som fabrikmester stod han for byggeriet af 18 orlogsskibe og 11 fregatter samt adskillige mindre skibe og maskiner. Han var medlem af en række lærde selskaber og kommissioner.
Maleri af Jens Juel. Tilhører Statens Museum for Kunst.

Henrik Gerners utrættelige arbejde med skibsbyggeriet gav flåden mange velsejlende skibe, og Gerners tegninger blev benyttet også efter hans alt for tidlige død i 1787. Hans efterfølgere som fabrikmestre ved skibsbyggeriet var Ernst Wilhelm Stibolt og F.C.H. Hohlenberg. Den sidstnævnte fik international anerkendelse for sine vellykkede og delvis nyudviklede skibsudformninger.
De store internationale konflikter mellem England og Frankrig gjorde det nødvendigt at indgå forbindelser med andre udenforstående stater for at beskytte den fælles handel. Flåden fik derfor pålagt opgaver til varetagelse af det væbnede neutralitetsforbund med Holland, Rusland og Sverige. I årene 1779-82 blev der hvert år udrustet en halv snes orlogsskibe og halvt så mange fregatter til konvojering. En stabilisering af statsmagten indtraf i 1784, hvor kronprins Frederik overtog statens faktiske styre med myndig assistance af A.P. Bernstorff, og i den følgende tid udvikledes flådens organisation indadtil. Uddannelsen blev forbedret, Søkortarkivet blev oprettet under den dygtige Poul Løvenørn, og Søløjtnantselskabet blev stiftet, som et forum for diskussion af sømilitære emner blandt de yngre officerer.



Flåden havde gennem hele 1700-tallet haft enkelte rigtigt store orlogsskibe med 3 kanondæk og ca. 900 mands besætning. Disse fungerede som admiralskibe, når den store linieflåde var udrustet. Udgifterne ved bygning, vedligeholdelse og udrustning af disse "prestigeskibe" var betydelige. Flådens sidste tredækker var orlogsskibet Christian den Syvende, bygget 1767. Det havde 90 kanoner og 849 mands besætning. Skibet deltog i Slaget på Reden 1801 under navnet Prøvestenen.

I 1780ernes slutning måtte man atter udruste flåden for at bistå russerne i krigen mod Sverige som led i trakatmæssige forpligtelser. Selvom situationen let kunne have fremkaldt en større konflikt, lykkedes det dog Bernstorff at holde Danmark udenfor direkte krigshandlinger. I 1794 indgik man et neutralitetsforbund med Sverige, og den forøgede handel bragte velstand til landet. Den store engelske flåde havde i en lang periode været engageret i styrkeprøven med Frankrig, men efter de berømte søslag ved Sct. Vincent og Aboukir i 1797 og -98, hvor den franske og spanske flåde blev grundigt slået, begyndte englænderne at visitere neutral søfart. Desuden begyndte man i England at interessere sig for de neutrale lande, der under konvojbeskyttelse kunne fremføre vigtige varer, som senere kunne overføres med landtransport til Englands fjender. Holdningen overfor Danmark blev strammet. I juli 1800 måtte fregatten Freya, ført af kaptajn Peter Krabbe med en konvoj på 6 handelsskibe stryge flaget ved Dover i kamp med en overmagt på 3 engelske fregatter. Hændelsen skabte diplomatiske forviklinger, og Danmark måtte stoppe konvojtjenesten. I 1801 blev forholdet til England klarlagt, idet man tilbageholdt alle dansk-norske skibe i engelsk havn og bemægtigede sig De dansk vestindiske Øer.
Kort tid efter indgik Danmark et væbnet neutralitetsforbund med Sverige og Preussen.