Kanonbådskrigen 1807-14

I de følgende 7 krigsår med England blev der gjort store anstrengelser for at bøde på tabet af flåden. Der blev satset på bygningen af rokanonbåde i stor stil. Deres taktiske fordele kunne især bruges i vindstille vejr, hvor deres manøvreevne var sejlskibenes overlegen. I de første 3 krigsår lykkedes det flere gange at gøre store konvojkapringer og at besejre engelske orlogsbrigger. De større fregatter og linieskibe havde men ikke styrke til at nedkæmpe. Englænderne beherskede under hele krigen 1807-14 de danske farvande, og i besejlingssæsonen kunne de med regelmæssighed eskortere store handelskonvojer ud igennem Sundet og Store Bælt. Englænderne havde allerede i 1801 rekognosceret og opmålt det vanskelige Store Bælt, således at man uden hindring også kunne vælge denne vej ud og ind af Østersøen.
Et linieskib, Prins Christian Frederik, havde ligget i Norge i 1807 og var derfor undgået englændernes erobring af flåden. For at kunne føre en fransk-spansk hjælpehær over Store Bælt i foråret 1808 blev Prins Christian Frederik med kaptajn C.W. Jessen som chef og Willemoes blandt de yngre officerer, beordret til Store Bælt. Snart blev skibet opdaget og forfulgt af engelske orlogsskibe. Den 22. marts mødte kaptajn Jessen 2 engelske linieskibe, hvoraf det ene var det tidligere danske Holsten. Da der ikke syntes nogen anden udvej, tog Jessen kampen op med englænderne og kæmpede tappert i de mørke aftentimer, indtil han til slut måtte stryge flaget efter at Prins Christian Frederik var sat på grund ved Sjællands Odde. Den unge løjtnant Willemoes var blandt de mange faldne.
Et mislykket forsøg på at tilbageerobre Anholt fra fjenden blev gennemført i 1809 med hjælp af 10 rokanonbåde og næsten 1000 mand. Englænderne nåede dog at tilkalde hjælp og man fik aldrig erobret Anholt Fyr, men måtte trække sig tilbage til Jylland med store tab.



Kanonchalup med 76 mandsbesætning. Skitse af C.W. Eckersberg.

Der blev i årenes løb bygget over 200 kanonbåde efter tegninger, der stort set var identiske med svenskeren Frederik Henrik Chapmans konstruktioner. Den store type, kanonchaluppen, blev roet frem af 70 mand og havde med kanonbesætning og chef ialt 76 mands besætning. Kanonchalupperne var kraftigt armeret med en 24 eller 18 punds kanon i hver ende. Ved angreb roede man frem imod fjenden og fyrede sin kanon af med front mod målet. Den mindre type var kanonjollen med 24 mands besætning og én 24 punds kanon. Kanonbådenes fordele lå i deres manøvreduelighed i stille vejr samt deres ringe målflade for fjendtlig kanonild. Til de negative sider hørte den ringe aktionsradius og de ubeskyttede besætninger.



Episode fra Kanonbådskrigen. Maleri af Chr. Mølsted.

Men alle midler blev taget i brug under Englandskrigen. Regeringen udstedte kaperbreve til enhver, der med private skibe og både havde mulighed for at stå til søs og give sig i kamp med den fjendlige skibsfart og de handelsskibe, som englænderne eskorterede. Der blev taget adskillige "priser", der efter domsforhandling kunne blive solgt på auktion. Kaperkaptajner og kaperredere gjorde sig store fortjenester på dette legaliserede sørøveri.
De mange danske matroser og søfolk, der blev taget til fange af englænderne, havnede som oftest i "prisonen". De blev sat ombord i fangeskibe - udrangerede linieskibe - der lå ved de engelske flådebaser og udgjorde flydende fangelejre. Fra disse prisonskibe findes en del minder i form af håndarbejder - skibsmodeller og andre småting, forarbejdet af ben - såkaldt "Prisoner's work". For officererne gjaldt andre regler. De blev ofte inlogeret hos private folk og bevægede sig frit mod at afgive deres æresord. Mange af dem fik oversendt penge fra slægten i Danmark for at kunne skaffe sig diverse fornødenheder, der svarede til deres sociale stilling. Forholdene i fangeskibene forbedredes efterhånden og det kom så vidt, at den danske regering overførte mindre beløb til brug for fangerne.