De slesvigske Krige 1848-50 og 1864

Da flåden atter kom i kamp, var det mod Slesvig-Holsten, der ikke besad nogen egentlig flåde. Flådens hovedopgave blev at blokere fjendens havne og at samarbejde med hæren. Særlig betydning fik arbejdet med troppetransporter mellem landsdelene. I 1849 gennemførtes en storstilet omgruppering af hæren fra Helgenæs på Djursland til Fredericia, hvilket gav mulighed for hærens sejrrige udfald fra Fredericia den 6. juli. Flådens indsats fik stor betydning for hærens bevægelsesfrihed.
Da Det Tyske Forbund gik med i krigen, blev flåden også beordret til at blokere de preussiske Østersøhavne, ligesom man sendte en eskadre ud i Nordsøen til blokade af Elben og nærliggende tyske flodmundinger.
Et hårdt slag for flåden blev affæren ved Eckernførde Fjord den 5. april 1849, hvor orlogsskibet Christian VIII og fregatten Gefion, i et forsøg på at bekæmpe preussiske landbefæstninger, blev tvunget til overgivelse p.g.a. velrettet fjendtlig beskydning og uheldige vindforhold. Den ulykkelige affære endte med, at orlogsskibet sprang i luften og fregatten blev erobret.



Episoden i Eckernførde Fjord den 5. april 1849, set med tyske øjne. Foto af stik i Orlogsmuseets arkiv.

Blokaden af de tyske havne var med til at fremtvinge en tysk stemning for våbenhvile i juli 1849 og fred med Preussen et år senere. Kravet om et evigt udelt Slesvig-Holsten blev ikke indfriet, ligesom problemet med den danske konges arveret forblev uløst.
Årene mellem de to slesvigske krige blev en teknisk brydningstid for flåden. Dampmaskiner blev installeret i sejlskibene, og de ældre, rent sejlførende skibe blev ombygget med dampmaskine og skibsskrue. Som eksempel kan nævnes orlogsskibet Dannebrog, søsat 1850, der blev bygget som flådens sidste rent sejlførende orlogsskib med 2 batteridæk. Skibet blev i 1862-64 ombygget til panserfregat. Det tidligere sejlskib fik reduceret rig, et dæk blev fjernet og det fik 10 cm tykt jernpanser fra stævn til stævn samt dampmaskine og skibsskrue.
I 1863 indkøbtes panserbatteriet Rolf Krake i Glasgow og hermed indledtes en helt ny teknisk æra for den danske flåde. Rolf Krake var et lavtliggende pansret jernskib, fremført med dampkraft og bestykket med 4 kraftige kanoner i to drejelige pansrede tårne. Sejlriggen fungerede nu som reservefremføring, hvis dampkraften svigtede.
Dampkraften indebar, at der oprettedes et særligt maskinkorps i flåden. Den ny teknik var kommet fra England, og de første maskinmestre var englændere. Orlogsværftets første overmaskinmester var englænderen William Wain, senere medejer i skibsværftet Burmeister og Wain. I årene 1854-58 byggede engelske ingeniører desuden tørdokken på Dokøen, der blev en betydelig teknisk landvinding for flåden. Skibsbyggeriet skiftede gradvis karakter. Fra 1856 benævntes den tekniske virksomhed Orlogsværftet.
Krisen omkring Slesvig-Holstens fremtid gjorde en fortsættelse af Den første Slesvigske Krig uundgåelig, og krigen med Det Tyske Forbund med Preussen i spidsen, brød ud igen i 1864.
Flåden var denne gang godt udrustet til opgaverne, der som tidligere bestod i blokering af fjendens havne, støtte til hærens operationer og bekæmpelse af de minimale fjendtlige flådestyrker. De forskellige dampskibe kunne atter udføre troppetransporter og der kunne ydes hjælp i hærens flanker. Panserbatteriet Rolf Krake understøttede aktionerne ved Dybbøl, og kanonchalupperne kom i brug i de smalle farvande rundt om Als.
Den store udfordring for flåden var at modstå en evt. østrigsk indsats, idet Østrig, som medlem af Det Tyske Forbund, deltog på tysk side. Den relativt store østrigske flåde med basis i Adriaterhavet sendte således en eskadre større skibe til Nordsøen for at bryde den danske blokade.
Den 9. maj 1864 mødtes i Hamborgbugten en afdeling østrigske skibe, dampfregatterne Schwarzenberg og Radetzky samt 3 preussiske dampkanonbåde under kommando af kontreadmiral Wilhelm von Tegetthoff med den danske Nordsøeskadre, dampfregatterne Niels Juel og Jylland og dampkorvetten Heimdal under kommando af Edouard Suenson.
Fra dansk side gjaldt det om at ødelægge den østrigske afdeling inden yderligere østrigsk forstærkning nåede frem.
Søslaget ved Helgoland varede 1 time og var det sidste søslag i linieformation, udkæmpet med store træskibe. De to flådestyrker passerede hinanden først på 1800 meters afstand under heftig skydning og derefter parallelt i en afstand af 900 til 400 meter. Efter 1 time fik fregatten Schwarzenberg ild i riggen og østrigerne fortrak ind på neutralt engelsk farvand under Helgoland.



Skildring af søslaget ved Helgoland. Til højre ses den danske Nordsøeskadre og til venstre de østrigske fregatter, som sammen med de preussiske kanonbåde i baggrunden drejer af for at søge ind under det neutrale Helgoland. Maleri, udført af lieutenant Marcher, der gjorde tjeneste ombord i fregatten Jylland under slaget.
Søofficersforeningen.

Slaget ved Helgoland var en taktisk og moralsk dansk sejr, men hæren havde i mellemtiden lidt nederlag i Dybbøl og en våbenhvile blev indgået få dage efter Helgolandsslaget.

Gruppefoto af officererne ombord i fregatten Jylland taget på Holmen efter hjemkomsten fra slaget ved Helgoland. Fregatten Jylland, der er den sidste og fineste eksponent for træskibsbyggeriet på Holmen, ligger nu fuldt restaureret som museumsskib i Ebeltoft. Foto i Orlogsmuseets arkiv.

Da krigen atter blev genoptaget kunne flåden ikke forhindre preussernes overgang til Als. Som en positiv detalje kan nævnes, at Vesterhavsøerne Fanø, Rømø og Sild i lang tid forblev på danske hænder, tappert forsvaret af kaptajnløjtnant Otto Christian Hammer med et mindre antal små dampskibe og kanonjoller.
Freden efter krigen i 1864 indebar, at Danmark måtte afstå Slesvig-Holsten og Lauenborg til Det Tyske Forbund.