1. Verdenskrig 1914-18

Da verdenskrigen kom, fandtes en moderne og stærk flåde, velegnet til opgaverne under opretholdelsen af neutraliteten. Artilleriskibene blev brugt til bevogtning og støtte af de udlagte minefelter i Store Bælt, og de mere mobile torpedobåde kunne modvirke neutralitetskrænkninger i de danske farvande. Som eksempel kan nævnes den engelske ubåd E 13, der i 1915 gik på grund ved Saltholm i Sundet og blev angrebet af tyske skibe. Man måtte fra Søværnets side gå imellem og forsøge at hindre krigshandlinger på dansk territorium. Den stærkt beskadigede E 13 blev bragt til Holmen, og Orlogsmuseet ejer flere minder derfra. De i 1. Verdenskrig på tysk opfordring udlagte danske minespærringer i Store Bælt og Sundet kom i mangt og meget til at fungere som en hindring for tyske flådebevægleser ud af Østersøen, samtidig med at englænderne foretog raids ind i Østersøområdet som f.eks. med E 13, der var på vej sydover på togt i Østersøen.



Den engelske ubåd E13 på grund ved Saltholm. Foto i Orlogsmuseets arkiv.

En mere fredelig neutralitetskrænkning skete, da den tyske ubåd U 20 strandede med maskinskade ved Harboøre i 1916. Ubåden blev ødelagt af besætningen, da den ikke ansås at være til at bjærge. Først senere erfarede man, at det var U 20, der havde sænket det engelske passagerskib Lusitania, der gav formel anledning til at bringe USA ind i krigen på allieret side.

2. Verdenskrig 1939-45

Under 2. Verdenskrig var Søværnet loyal over for regeringen, og ved Tysklands okkupation den 9. april 1940 blev der ikke ydet modstand på kongens og regeringens ordre. De første år af besættelsen fungerede det danske forsvar under begrænsede former. Søværnets virksomhed indskrænkede sig således til øvelser i Det sydfynske Øhav, i Isefjorden, og for ubådenes vedkommende i Mariagerfjord. Danske minestrygere fik til opgave at bestryge sejlrenderne mellem øerne i østvestlig retning, medens besættelsesmagten strøg de nordsydgående ruter.
Efterhånden som modstanden mod den tyske okkupation steg i befolkningen, blev situationen uholdbar og regeringen måtte til sidst træde tilbage.
Den 29. august 1943 stormede tyskerne alle militære anlæg i Danmark. Holmen blev angrebet tidligt om morgenen. En hemmelig ordre fra chefen for Søværnet, viceadmiral A.H. Vedel var udsendt, om enten at sænke skibene eller at sejle til Sverige. På Holmen i København blev størsteparten af skibene sænket af egne besætninger, før tyskerne nåede at hindre det. Et fåtal mindre skibe nåede i sikkerhed til Sverige fra forskellige positioner ude i landet.



Kystforsvarsskibet Peder Skram, sænket ved mastekranen den 29. august 1943. Foto i Orlogsmuseets arkiv.

Artilleriskibet Niels Juel lå i Holbæk og forsøgte at forcere op igennem Isefjorden for at gå til Sverige, men blev stoppet af tyske flybomber og sat på grund ved Nykøbing Sjælland.



Artilleriskibet Niels Juel under angreb af tyske flybomber i Isefjorden. Foto i Orlogsmuseets arkiv.

Skoledelingen med inspektionsskibene Ingolf og Hvidbjørnen og nogle mindre skibe, som alle lå ved Svendborg, søgte nordpå gennem Store Bælt, men blev stoppet af tyskerne. På Hvidbjørnen lykkedes det for besætningen at sænke skibet, mens Ingolf blev tvunget ind til Korsør.
Sænkningen af flåden på Holmen var den hændelse, som klart markerede Danmarks deltagelse på allieret side mod det nazistiske Tyskland. Flådens mandskab blev i lighed med det øvrige danske militære personel interneret i ca. 2 måneder, hvorefter det blev hjemsendt. Mange overgik derefter til illegalt arbejde. En del officerer tog således til Sverige for derfra at fortsætte til England. Andre søgte til Den danske Brigade i Sverige og kom senere hjem med den danske flotille efter Befrielsen.

Flådens inspektionsskibe var i 1930erne udstyret med flyvebåde. Ved 2. Verdenskrigs udbrud i efteråret 1939 fremstod flåden således i en beskeden tilstand, og den reelle kampværdi overfor en stormagt som Tyskland var åbenbart begrænset.