


I de seneste år er antallet af piratangreb i farvandet omkring Somalia eksploderet. Manglen på lov og orden i Somalia har gjort det muligt for pirateriet at blomstre, og de somaliske pirater er blevet en trussel mod den internationale skibsfart.
Indsættelsen af internationale flådestyrker, samt øget sikkerhed på handelsskibene, har fået antallet af succesfulde kapringer til at falde. De somaliske pirater angriber dog fortsat handelsskibe, og farvandet omkring Somalia er stadig et af de farligste i verden at besejle.
Mellem januar og juni 2010 har somaliske pirater angrebet 100 skibe og kapret 27 fartøjer.
544 besætningsmedlemmer er taget som gidsler og 10 er blevet såret.

Somalisk pirat fra byen Eyl.
Rasmus Krath, 2009
Den internationale indsats mod de somaliske pirater har en positiv effekt i kampen mod de somaliske pirater. Indsatsen til søs må dog i sidste ende betragtes som symptombehandling og ikke som en varig løsning på piratproblemet i Somalia.
Der er bred enighed om, at nøglen til at stoppe piraterne ligger på landjorden i Somalia. Uden et fundament for lov og orden i Somalia, er det svært at bekæmpe piraterne effektivt. Så længe pirateri udgør et profitabelt alternativ til en mere fredelig eksistens, og så længe livet som pirat kan være en vej ud af fattigdom, vil de somaliske pirater formentlig forsætte med at true den internationale skibsfart.
En langsigtet løsning på piratproblemet kræver at der skabes et fundament for politisk samarbejde, sikkerhed og genopbygning i Somalia. Spørgsmålet er hvordan?

"Nogle somaliere er modstandere af forandring i deres land, ikke af ideologiske årsager, men fordi de profiterer fra det nuværende anarki."
"... I et land, der har været opslugt af konflikt i 20 år, kommer freden ikke fra den ene dag til den anden. Det kræver en omhyggelige, vedvarende indsats og en langsigtet strategi."
FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, på konference om Somalia, afholdt i Istanbul, Tyrkiet, den 22. maj 2010.