Brug af rofartøjer i sejlskibene
De store sejlskibe lagde kun sjældent til kaj i en havn. De kastede anker på reden og transporter mellem skibene og land foregik med rofartøjer.
Hvert større sejlskib kunne have op til 7 forskellige rofartøjer ombord, hver især beregnet til forskellige arbejdsopgaver. Den største var barkassen, der kunne bruges til tunge opgaver, f.eks. at ro i land efter nyt drikkevand, der blev fragtet i tønder. Eller den kunne bruges til varpning, når man f.eks. ved hjælp af ankeret trak skibet ud af havnen. Barkassen fragtede ankeret hængende under vandet i den ønskede retning og dumpede det. Derefter trak man ved spillets hjælp skibet henimod ankeret og hejste det op igen, hvorefter barkassen genoptog arbejdet, at ro ankeret videre i den ønskede retning og droppe det.
Andre større både var travaljebådene, der kunne ros af 16 mand og bringe mandskab til og fra borde. Der var de smækre chalupper til brug for fragt af gæster til og fra skibet. Der var de sødygtige hvalbåde til at sætte i søen ude til havs i uroligt vejr, eller mindre joller til arbejdsbåde. Redningsbåde i egentlig betydning fandtes ikke i sejlskibstiden. Det smukkeste fartøj var chefens gig, der var skibschefens eget hurtigt roede fartøj for transport mellem skib og land eller mellem de på reden liggende skibe.
Pragtchalupper
I Københavns havn blev der til ceremonielt brug anvendt store udsmykkede chalupper. Orlogsmuseet har f.eks. den hvide kongechalup, der antages at være bygget omkring 1780. Den blev taget frem ved søsætninger, kongebesøg eller andre højtidelige lejligheder, hvor kongehuset deltog. Den hvide chalup havde 12 roere og kunne fragte 6-8 fornemme personer, der kunne sidde i læ under baldakinen. Roerne blev udvalgt blandt de indskrevne og iklædt pyntelige dragter under ledelse af en kvartermand med sølvfløjte og rødt skærf. Selve chaluppen blev ført af en orlogskaptajn.

Den hvide chalup.
Orlogsmuseet ejer også "den blå chalup" også kaldt "Den russiske Chalup", skænket kong Christian IX i 1873 af storfyrst Alexander af Rusland, senere Alexander d. III. Den blå chalup er 13,80 m lang og har 18 mands besætning. Chaluppen blev restaureret og atter sat i vandet i Københavns Kulturår 1996, hundrede år efter den sidst havde været i brug. Chaluppen blev roet af medlemmer fra Christianshavns Travaljelaug.